Kontakt

Kommuneqarfik SERMERSOOQ Velfærdsforvaltningen Kuussuaq 2
Postboks 1005
3900 Nuuk
Tlf.: 36 72 00 Fax: 32 34 84
E-mail: Åbningstider
Mandag - onsdag: 10-15
Torsdag: 12-17
Fredag: 10-12
  • Skjul kontaktinfo

Revalidering

Alle i Grønland skal ideelt set kunne forsørge sig selv igennem et arbejde. Det er dog ikke alle, der kan varetage eller har et arbejde. Revalidering er et tilbud til personer i den erhvervsaktive alder, som har svært ved at varetage eller finde et arbejde, fordi deres arbejdsevne er nedsat. Igennem revalidering forbedres mulighederne for at blive i arbejde eller finde et nyt.

Revalidering vil typisk være:

Arbejdsprøvning, som giver dig mulighed for at prøve et eller flere slags arbejde i kortere perioder. Hermed kan du få afklaret, hvilket arbejde du kan varetage. Samtidig kan du også få afklaret, om du skal tilbydes andre former for revalidering, inden du kan bestride det ønskede arbejde.

Virksomhedsrevalidering, som er optræning eller uddannelse, som foregår på en virksomhed. Du får løn, mens du arbejder for virksomheden. Virksomhedsrevalidering forudsætter en aftale mellem dig, din kommunale sagsbehandler og en arbejdsgiver, om at du kan arbejde hos arbejdsgiveren.

Uddannelse, som enten kan være et genopfriskningsforløb eller en ny uddannelse. Har du en uddannelse men ikke anvendt den i længere tid, kan det være nødvendigt med genopfriskningsforløb. Har du ikke en uddannelse, kan du derimod sigte imod en ny uddannelse.

Omskoling, som er en måde at oplære dig i et andet arbejde, end det du har haft hidtil. Det kan være nødvendigt hvis du f.eks. på grund af en ulykke ikke længere kan varetage dit tidligere arbejde. Omskoling kan ske gennem uddannelse eller kompetencegivende kurser.

Optræning, som er fysisk genoptræning hos en fysio- eller ergoterapeut. Optræning kan f.eks. være nødvendig, hvis du har været ude for en arbejdsulykke og derfor ikke kan varetage dit arbejde.

Fleksjob, som er et arbejde under særlige vilkår. Det kan f.eks. være på deltid eller et særligt skånsomt arbejde. Kan du ikke varetage et arbejde på almindelige vilkår og har de øvrige revalideringstilbud ikke hjulpet, har du mulighed for at blive ansat i fleksjob. Når kommunen har givet dig et tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, efter den gældende overenskomst på ansættelsesområdet.


Bemærk

Der er andre revalideringstilbud som f.eks.:

  • Personlig udvikling
  • Afvænning
  • Aktivering

Når mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale vilkår er udtømte, kan kommunen indstille personer til førtidspension.