Underholdsbidrag til børn – Generelt om
Forældre har pligt til at forsørge deres børn. Når forældre bor sammen, går man ud fra, at de begge bidrager til at forsørge deres fælles børn. Bor forældrene ikke sammen, kan den forælder, som har barnet boende hos sig, få økonomisk bidrag af den anden forælder.
Underholdsbidrag til børn er det beløb, som en forælder (den bidragspligtige) kan blive pålagt at betale til den forælder, som barnet bor hos (den bidragsberettigede). Som udgangspunkt aftaler forældrene selv beløbet og hvornår bidraget skal betales. Kan de ikke blive enige, fastsætter kredsretten beløbets størrelse og hvornår det skal betales.
Hvis den bidragsberettigede ikke modtager noget bidrag fra den bidragspligtige, kan den bidragsberettigede søge om, at kommunen udbetaler bidraget. Det vil sige, hvis den, der skal betale, ikke betaler, udbetaler kommunen forskudsvist pengene til den bidragsberettigede. Det er dernæst kommunen opgave at indkræve pengene af den bidragspligtige.
De bidrag der vil kunne udbetales forskudsvist af det offentlige er:
- Almindeligt løbende bidrag (A-bidrag), som for tiden udgør 1.000 kr. per måned
- Bidrag til moderens underhold 2 måneder før og en måned efter fødslen
- Bidrag til udgifter i forbindelse med barnets fødsel
- Bidrag til barnets dåb
- Bidrag til barnets konfirmation, eller anden tilsvarende anledning
Bidragene udbetales dagen efter forfaldsdagen. Forfaldsdagen er barnets fødselsdag og efterfølgende hvert halve år.
Bidrag som tilskud fra det offentlige
Er du eneforsørger og er faderskabet ikke fastslået eller er den bidragspligtige død, kan du få ovennævnte bidrag som tilskud fra det offentlige.
I disse tilfælde udbetales bidraget dagen før barnets fødselsdag og efterfølgende hvert halve år.
Adoptionstilskud
Er I adoptivforældre og adopterer I et barn, der ikke forud for adoptionen har opholdt sig hos jer, kan I få et adoptionstilskud. I kan dog kun få adoptionstilskud hvis
- adoptionen er formidlet gennem en godkendt organisation
- og at I har rejseudgifter forbundet med afhentningen af barnet