
Brydningen af kryolit (af græsk: kryo = is og lith = sten) er det hidtil største økonomiske eventyr i Grønland, og det var derfor en sorgens dag, da man den 15. december 1987 lukkede minebyen.
Det er vanskeligt at oversætte Ivittuut direkte, men den mest almindelige forklaring er "et græsrigt sted", altså en grøn og frodig lokalitet, og den betydning harmonerer meget fint med de faktiske forhold.
Ivittuut er beliggende på 61 grader nordlig bredde. Den var før sammenlægningen Grønlands mindste kommune - ca. 600 kvadratkilometer, dvs. på størrelse med Lolland - afgrænset af Arsukfjorden i Nord og Qoornoqfjorden i syd.
De 600 kvadratkilometer, der udgjorde Ivittuut kommune, fordeler sig på 450 kvm. isfrit land, 50 kvm. isdækket land og 100 kvm. havområde. Inden for dette areal finder man stort set alt, hvad Grønland kan byde på af natur, samt flere fænomener, der er unikke for Ivittuut Kommune. Fjeldene i kommunen er typisk 600-800 meter, med Laksefjeld som det højeste på 1.091 meter.
Området huser tre bræer, hvoraf Arsuk Bræ udmunder i fjorden, Søndre Qoornoq Bræ slutter på en moræneslette og Nordre Qoornoq Bræ ender i en sø. Specielt Søndre Qoornoq Bræ er interessant på grund af de mange kugleformede sedimenter indeholdende fossile aftryk.
Om Grønnedal
Grønnedal blev etableret af de amerikanske styrker under 2. Verdenskrig. Stedet blev opkaldt "Green Valley". Stedet blev overtaget i 1951 og Grønlands Kommando blev flyttet hertil fra Nuuk. Grønlands Kommando har haft hovedkvarter i Grønnedal lige siden. På grønlandsk kaldes stedet Kangilinnguit.