
Den samlede kommuneplan skal være et fælles overordnet dokument der samler og konkretiserer målene for den fysiske udvikling i alle Kommuneqarfik Sermersooqs geografiske områder, med alle byer, bygder og delområder.
Kommuneplanens hovedstruktur tager udgangspunkt i den overordnede målsætning i planstrategien, der blev vedtaget den 7. juni 2011:
”Alle byer i Kommuneqarfik Sermersooq skal udvikle sig harmonisk med respekt for geografiske forskelle. Udviklingen af byer og bygder skal forankres i de enkelte steders egne muligheder og behov. Byer og bosteder skal byde på variationer af oplevelser, tryghed, smuk bygnings- og byarkitektur samt velfungerende boligmiljøer.”
Planen kommer til at gælde i tolv år, men vil blive opdateret og genvedtaget hvert fjerde år.
Den første samlet kommuneplan kommer i offentlig høring i efteråret og vil ligge klar til endelig godkendelse af kommunalbestyrelsen ved et kommunalbestyrelsesmøde i slutningen af dette år.
Det er besluttet, at kommuneplanen skal være digital, så det er nemmere at finde rundt i dokumentet, for at sikre at det er den nyeste opdaterede version der er tilgængelig, samt for at planen kan komme på det digitale geografiske informationssystem NunaGIS.
Tekst: arkl
Foto: John David Eriksen